Samsø Grønt Til forsiden This home page in English

27. marts 2010: Samsø Grønt fester

Samsø Grønt fejrer investeringsprojektets med en større event arrangeret i samarbejde med Samsø Netværkskontor. På billedet laver kok Kristian Elkjær mad til gæsterne.

27. april 2009: Samsø Grønt er i morgen-tv på TV2

Der er bud efter Samsø Grønt. De bliver inviteret i studiet hos TV2 for at fortælle om de første kartofler, der er på vej til Dyrehavsbakken.

2009: Grillkartoflen

Grillkartoflen igangsættes - og bliver hurtigt populær. Denne kan grilles hurtigere end almindelige kartofler, og fordi den er frisk uden at være for vandet, bevarer kartoflen sin fasthed, hvilket giver et lækkert og velsmagende resultat.

”Grillkartoflerne kan tilberedes på ti minutter, men man passet kødet på grillen og drikker et glas rødvin. Almindelige kartofler er dobbelt så lang tid om at blive færdige, så kødet når at blive koldt. Og ofte egner almindelige kartofler sig ikke til at blive grillet.”

1. og 2. august 2008: Dyrehavsbakken

Samsø Grønts årlige tur til Dyrehavsbakken. Samsø Grønts ledelse, bestyrelse, medarbejdere og samarbejdspartnere tager hvert år til Bakken på medarbejdertur.

2008: Robotter øger Samsø Grønts omsætning

Regnskabsåret 2008 er et rekordår. Omsætningen er steget med ca. 10 millioner kroner. Kartoflernes kvalitet har givet den højeste gennemsnitspris nogensinde. Investeringen i højteknologi giver allerede pote. Ved årets generalsforsamling kan en tilfreds formand, Jørgen Chr. Jensen, og direktør for Samsø Grønt, Hans Jørgen Buur, præsentere et regnskab, der nærmest giver klapsalver i salen. Og de er ikke i tvivl: Mere end 20 års arbejde med at kvalitetssikre råvarer i fællesskab er lykkedes.

”Der var dengang, ingen ville lege med os. Ingen ville røre os. Nu er det omvendt. Der er respekt - og de fleste vil gerne være med i ”legen",” fortæller Hans Jørgen Buur.

2008: Elizabeth i Samsø Grønts maskiner

Kartoffelsorten “Elizabeth” sælges med succes til specialforretninger. Sorten blev fremavlet i England i forbindelse med den engelske dronning Elizabeths 50 års jubilæum i 2002.

2007: Atombombeforsker til Samsø Grønt

Investeringsprojektet fører nogle af verdens mest avancerede robotter inden for sortering og pakning til Samsø, nærmere bestemt til Samsø Grønts produktionshal. Men verdens mest avancerede maskiner er komplicerede. I opstartsdriften må der derfor tilkaldes hjælp fra eksperter. En af de tilkaldte er tidligere atombombeforsker.

2007: Salgsstrategi kræver højteknologiske løsninger

Det står klart, at den bedste salgsstrategi for Samsø Grønt er: at sælge mindre partier af kvalitetsråvarer frem for større partier af en råvare/sort. Produktionen skal kunne håndtere flere forskellige råvarer om dagen. Denne produktionsproces kræver avanceret teknologi.

Et større investeringsprojekt igangsættes af Produktionsselskabet Samsø Grønt. Det får navnet: ”Nye kvalitetskartoffelprodukter i fleksible serier gennem anvendelse af højteknologiske løsninger.”

Projektets formål foreskriver, at

”…ny teknologi kan fjerne nogle produktionsbarrierer, og derved skabe mulighed for at tilpasse produkterne mere fleksibelt og skabe større variation i produktsortimenetet.”

”Et stort sortiment af specielle kartoffeltyper i små serier ville være et godt supplement til virksomhedens to store hovedprodukter, tidlige kartofler og bagekartofler. Det ville igennem et bredere sortiment også blive muligt at afsætte til en bredere vifte af kunder, således at afhængighedsgraden af en stor hovedkunde kunne mindskes, hvilket igen ville bevirke en øget konkurrenceevne.”

Og

”..et investeringsprojekt, der skal muliggøre ønsket om at udbrede sortiment til også at omfatte flere forskellige specielle kartoffeltyper i små serier med forskellige smag, farve, form og anvendelsesmuligheder. Produkterne skal være af særlig høj kvalitet.”

(Kilde: Projektbeskrivelse vedr. investeringsprojektet ”Nye kvalitetskartoffelprodukter i fleksible serier gennem anvendelse af højteknologiske løsninger.”)

Projektet er støttet af Ministeriet for Fødevarer, Fiskeri og Landbrug og EU.

14. august: 2004: Samsø Grønt i helikopter

Direktøren for Bakken, Arne Høy Nilsen, har fødselsdag, og det skal fejres, mener Hans Jørgen Buur og Jørgen Christian Jensen. De lejer en helikoptor og lander med stil til fødselsdagen.

”Vi fik lov til at sprede tillykke-flyers ud fra helikoptoren. På en betingelse: Vi skulle selv samle op. Det var jo fuldstændig umuligt at styre de flyers – så hvis du er heldig, kan du måske stadig finde nogle rundt omkring på Sjælland,” griner Hans Jørgen og Jørgen Christian.

14. maj: 2004: Kronprinsebryllup

Samsø Grønt leverer kartofler til kronprinsens bryllup. På billedet holder Samsø Grønts bil på Amalienborg Slotsplads med de friske kartofler.

2004: Succes med en delikatesse

Kartoffelavlere får succes med den specielle sort “Linzer Delicatess”. Denne kartoffel er yderst velsmagende og er primært blevet solgt gennem Irma.

2002: Bestyrelsen udvides

Bestyrelsen for Samsø Grønt udvides til også at rumme to, som ikke er avlere.

1998: Samsø Grønt først med kartofler i bakker

Til leverandørmøde med Coop har Samsø Grønt en overraskelse med til chefindkøberen: Små bakker med renvaskede nye kartofler.

Chefindkøberen er vild med produktet

En delegation fra Samsø Grønt har været i England og set, hvordan salget af små vaskede kartofler i bakker er steget markant i løbet af få år.

Det findes ikke i Danmark, og Samsø Grønt er på forkant. Salget sættes i sving med det samme. Det første år bliver kartoflerne håndpakkede i bakker, mens Samsø Grønt andet år investerer i nogle maskiner, som kan håndtere pakningen.

I tre år er Samsø Grønt eneste danske virksomhed på det danske marked, som producerer bakker med små, nyvaskede kartofler. Derefter bliver ideen kopieret.

5. juni 1996: Samarbejde med restaurant ”Valentino” starter

”Vi havde været til messe i Lyngby Storcenter sammen med blandt andet turistbureauet. Vi skulle vente ret mange timer, inden vi skulle køre til færgen. Hvad skulle vi finde på?

Som dreng havde jeg tilbragt mine ferier på Dyrehavsbakken og havde ikke været der siden. Så jeg foreslog, at vi tog derop. Ind i bilen med os og nogle kasser med nye kartofler, som vi havde tilovers fra messen, ”fortæller formanden for Samsø Grønts bestyrelse, Jørgen Christian Jensen, og fortsætter:

”Da vi ankom til Bakken, skulle vi have frokost. Jeg gik ind på Valentino, en fin restaurant. Jeg sagde til ejeren, Peter Lips, at vi var 12 personer, som skull have frokost, og vi ville gerne have nye Samsøkartofler! Han grinede af mig, for det kunne han ikke klare, og det var der bestemt heller ingen andre, der kunne. Jeg lavede en aftale med ham: Hvis jeg kunne skaffe ham nogle kasser nye Samsøkartofler, så gav han både frokost og brændevin. 5 minutter efter stillede jeg 3 kasser friske nye Samsøkartofler på hans disk… Siden har vi samarbejdet med Dyrehavsbakken og Valentino.”

1994: Vendepunktet - Samsø Grønt udvider sæson

En flok kartoffelavlere tilknyttet Samsø Grønt drager på studietur til Noirmoutier i Frankrig. I Noirmoutier vaskes og pakkes nye kartofler gennem en central enhed. Samsø Grønt tager springet og indkøber et anlæg til vask og sortering af kartoflerne. Det bliver et vendepunkt i Samsø Grønts historie. Gennem vask er kvalitetskontrollen endnu bedre, da det bliver nemmere at sortere i kartoflerne.

I samme periode kommer også medlemmer fra NordGrønt og GASA Århus med i Samsø Grønt, og herefter går det stærkt med blandt andet forædling og udvidelse af sæsonen. Der bliver nu pakket både små kartofler og bagekartofler, ligesom man begynder at at sortere og pakke andre grøntsager. Udviklingen ses tydeligt i omsætningen, som stiger og stiger - og som stadig er stigende.

Læs mere i artiklen "Vi gør det!"

1989: Forretningsfører tror stadig på projektet

Da regnskabet er afsluttet, viser det et lille overskud, således kreditorerne kan blive betalt. Hans Jørgen Buur ved, at Samsø Grønt er en realitet, og at virksomheden gå fra sæsonpræget virksomhed med udelukkende kartofler til en helårsvirksomhed med flere forskellige råvarer. Der stilles i disse år stadig større krav til arbejdsmiljø i forhold, hvor meget medarbejderne må løfte - og dette må Samsø Grønt som produktionsvirksomhed også forholde sig til.

I samarbejde med bestyrelsen lægger han strategiske planer for Samsø Grønts fremtid, hans primmære mål for arbejdsopgaver er at realisere Sæsonudvidelse, effektivisering og automatisering af arbejdsproces samt produktudvikling.

1988: Dørklokker stemmes og anparter købes - Samsø Grønt etableres

Flere avlere ønsker en central virksomhed for salg af kartofler. Gennem en central enhed kan der sælges kartofler med på forhånd fastsatte priser. I slutningen af 1980´erne bliver kartoflerne solgt på auktioner – og avlerne kender ikke prisen på forhånd.

En central enhed kan også bryde med den ”korte sæson,” da der på dette tidspunkt stadig kun er tale om fælles salg af de helt tidlige kartofler, det vil sige en sæson af kun 6-7 ugers varighed. Med etableringen af Samsø Grønt vil avlerne lave fælles salg af kartofler og andre grøntsager på helårsbasis. (Det lykkedes 8 år senere i 1994)

For at forretningsudvikle Samsø Grønt ansætter betyrelsen Hans Jørgen Buur som forretningsfører.

”Han havde kompetencerne, visionerne og ideerne. Han troede på projektet. Men vi måtte ansætte ham uden løn for der var ikke penge nok på kontoen,” fortæller formanden for Samsø Grønts bestyrelse Jørgen Christian Jensen med et smil på læben.

Selv fortæller Hans Jørgen Buur, at han godt kunne se vigtigheden af Samsø Grønts eksistens, men det var også en god portion naivitet, der gjorde, at han gik ind til opgaven:

”Folk rystede på hovedet af os, når vi fortalte, hvad vores visioner var. Det var som om, at ingen ville røre ved os, men vi vidste, at det nok skulle lykkes, så vi blev ved.”

Samsinge køber anparter Samsø Grønt etableres med base i industribygningen i Tranebjerg. Men økonomien er i bund, og bestyrelsen for Samsø Grønt har ingen steder at låne penge!

Bestyrelsen beslutter derfor, at 80 samsinger skal være anpartshavere i industribygningen i Tranebjerg ved hver at købe en anpart i Samsø Grønt. Anparten koster 500 kr.

Der annonceres for stormøde, men fremmødet er ikke stort nok. Bestyrelsen må ud blandt venner og bekendte, og desuden stemmer de dørklokker. Og det lykkes. Flere får øjnene op for, at Samsø Grønt er vigtig for avlerne og for Samsø.

1565: Kartoflen kommer til Europa

Efter sigende kommer de første kartofler til Europa med et spansk krigsskib omkring år 1565 som en del af provianten fra byen Carthagena, der ligger i Colombia i Sydamerika.

1879: Holger Drachmann bliver ambassadør for Samsø

Holger og Emmy Drachmann skal egentlig på bryllupsrejse til Island, men de ændrer planer, da venner og bekendte efter sigende fortæller, at det er farligt at rejse til Island. De bliver i Danmark, og under en sejltur i det danske farvand passerer de Samsø. De bliver de enige om at gøre stop på øen og ender med at holde deres bryllupsrejse her. Rygtet vil vide, at Drachmann kompenserer for sin manglende tur til Island ved at rose Samsø til skyerne – og hans ros smitter af i hans ”fornemme” vennekreds, som begynder at komme til Samsø.

1890: Rige københavnere vil have kartofler fra Samsø

Der kommer stadig flere turister til Samsø, især rige københavnere. De får hurtigt smag for nyopgravede og friske kartofler. Efter ferien får de sendt friske kartofler til København fra Samsø. Det er startskuddet til Samsøs eksport af kartofler. Med årene kommer der mere i system i forsendelserne, og kartoffeldyrkerne laver aftaler med Grønttorvet i København.

Begyndelsen af 1900-tallet: Sydens Dronning (Samsøkartoflen)

Kartoffelsorten Sydens Dronning bliver synonym med Samsøkartofler - og er det gennem mange år. Denne sort kommer på markedet tidligt på året på baggrund af det milde ø-klima. Samsø bliver populær for de gode og tidlige kartofler.

1963: Avlere vil kvalitetssikre Samsøkartoflen

Et mildt ø-klima og god landbrugsjord er ikke nok, når der skal dyrkes kvalitetsråvarer. Der stilles også krav til avlerne om højt vidensniveau, gode færdigheder og ikke mindst lyst, interesse og vilje til fortsat at udvikle nye sorter. Dette finder passionerede avlere ud af og danner en forening under navnet ”Samsø Kartoffeldyrkerforening”. Formålet med foreningen er netop, at avlerne kan dele viden om dyrkning, i fællesskab udvikle nye sorter og sikre kvaliteten af Samsøs kartofler. Det lykkes - og kartofler fra Samsø bliver mere og mere populære.

Samsø Kartoffeldyrkerforening eksisterer stadig, og i samarbejde med Samsø Grønt og Samsø Landboforening foretager foreningen fortsat forsøg med at fremavle nye kartoffelsorter. 30 nye sorter bliver hvert år testet på smag og udbytte, hvorefter Samsø Grønt sender cirka 2 nye sorter ud til forbrugerne.