Højteknologi øger omsætning
Finanskrisen har sat negative spor flere steder i fødevarebranchen. Men ikke hos Samsø Grønt. Tværtimod. Samsø Grønt har øget omsætningen under finanskrisen. Og direktør, Hans Jørgen Buur, er ikke i tvivl om succesens årsag: Målrettet investering i højteknologi, kvalitetsudvikling og et godt samarbejdsklima.
Kartofler og andre råvarer fra Samsø Grønt er populære blandt forbrugerne. Det hænger sammen med, at produktionsselskabet satser på at sælge mindre partier af forskellige råvarer af høj kvalitet frem for større partier af en bestemt råvare. Og tilmed er salget forbrugerbestemt. Når vejrudsigten melder om solskin en lørdag sommeraften, planlægger Samsø Grønt f.eks. salg af de populære grillkartofler, som kan vendes på grillen sammen med bøfferne. Men den salgsstrategi kræver avanceret teknologi.”Vi masseproducerer ikke som så mange andre virksomheder. Vores salgsstrategi er at sælge mindre sortimenter af flere forskellige produkter, der er tilpasset forbrugernes ønsker. Og vi går efter høj kvalitet. Netop derfor stilles særlige krav til vores produktionsapparat,” fortæller Hans Jørgen Buur og fortsætter:
”For det første skal apparatet være yderst fleksibelt, så vi i løbet af en dag kan veksle mellem forskellige råvarer og sorter. For det andet skal maskinerne kunne kvalitetssikre råvarerne gennem en frasorteringsproces. Det kan vores robotter. Det er nogle af verdens mest avancerede robotter.”
Det produktionsselskabet Samsø Grønts seneste investeringsprojekt, der har ført nogle af verdens mest avancerede robotter til Samsø Grønt. Investeringsprojektet blev påbegyndt i 2007 og er støttet af Ministeriet for Fødevarer, Fiskeri og Landbrug samt EU. Projektet tager netop udgangspunkt i, at teknologi kan give virksomheder nye muligheder for at lave nye og mere varierede produkter. ”Produkter af særlig høj kvalitet,” lyder Samsø Grønts vision med investeringsprojektet.
Og det er en succes. Samsø Grønt har siden projektets opstart kunnet præsentere nye specielle kartoffelsorter blandt andet grillkartoflen og den fine kartoffel ”Elisabeth”. Det har været frugtbart: Trods finanskrise steg Samsø Grønts omsætning med 10 millioner, viste regnskabet til generalforsamlingen i 2008.
Også avlernes fortjeneste Hans Jørgen Buur ved dog, at højteknologi ikke er den eneste årsag til at salgsstrategien er lykkedes. Succesen skyldes i høj grad et godt samarbejde med avlerne på Samsø.”De avlere, der er tilknyttet Samsø Grønt, har altid haft evne og vilje til at udvikle nye sorter, som passer til forbrugernes efterspørgsel. Det er selvfølgelig årsagen til, at vi har kvalitetsråvarer og dermed årsagen til, at vi kan have en salgsstrategi, der overordnet set går på kvalitet” fortæller direktøren, og han understreger også avlernes lyst til i fællesskab at afprøve nye sorter:
”Hvis markedet efterspørger en bestemt grøntsag, starter f.eks. én avler med at avle den. Året efter skal der måske flere avlere til for at i mødekomme en øget efterspørgsel af denne grøntsag. Det bruger vi avlerfællesskabet til – både til at dele viden, men også økonomisk, når der skal investeres i nye maskiner til råvarerne på marken. Vi samarbejder frem for at konkurrere.”
Sammenholdet på Samsø har givet pote, for hverken forbrugerne eller restauranter, Coop eller Grønttorvet har svigtet Samsø Grønt under finanskrisen. Samsø Grønt har fået et kvalitetsstempel af sine samarbejdspartnere, og det er tilsyneladende kommet for at blive. Man ved ganske enkelt, at råvarerne fra Samsø Grønt er gode. Det har naturligvis en stor betydning for Samsø generelt, da Samsø Grønts investeringer betyder, at der bliver bevaret arbejdspladser på Samsø.”Det er selvfølgelig altafgørende for os, at vi kan bevare arbejdspladser på Samsø. Vi vil ikke sende vores grøntsager på længere rejser for at blive bearbejdet der – så går ideen om kvalitet lige som lidt fløjten,” slutter Hans Jørgen Buur.